"Fra Vindeballe fører en Markvej i jævne Fald forbi den lille Landsby Vodrup mod Syd. ud til Kysten. Omtrent 300 m. fra denne naar man den første af de bratte Styrtninger, som gør dette Landskab til et af de i geologisk Henseende mærkeligste ved vore Kyster. Det er den navnkundige, tredobbelte Række af bratte Klinter, den ene hævende sig bag den anden fra Kysten og indefter - tre mægtge Terrasser, tre kæmpemæssige Trappetrin fra Havet op til øens Højder. Det ser ud, som om Landet tre gange har hævet sig med lange Mellemrum; men det er vældige Skred af Lermasserne ud mod Stranden, som har dannet disse bratte Trin, der naar en Bredde af fra 50 til 150 m. og som de fleste Steder paa deres Overflade er saa jævne, at de er dyrkede og under Plov. Fra Randen af den øverste Klintekam har man det mærkeligste indtryk af Fænomenet - det er som at staa paa Trinene i et gigantisk Amfiteater, hvor Havet er Arenaen.
Det inderste Trin naar en højde over Havet af 100 Fod (33 m.). Selve Kystlinjen er aldeles lige som en Ragekniv; men ud til Siderne, særlig mod Sydøst, hvor en Mængde nyere Skred har ødelagt den oprindelige Tegning i Trappetrinene, er der dannet et kaotisk, stotrlaaet og vildt Bakkelandskab. Det ser ud, som om den Jætte, der har dannet Trapperne, her har kastet Affaldet fra sit Værksted Hulter til Bulter i store Dynger. -"
"- Fra Kysten gaar jeg de tre Trappetrin op og sætter mig paa Randen af den inderste Klint. Også her er der en Vrimmel af Insekter. - Pludselig opdager jeg en Gravehveps, der nærmer sig. Den kommer asende hen over den ujævne jord mellem Græsstraaene, slæbende paa en fed, grøn Larve, dobbelt saa stor som den selv.
Et frygteligt, men lydløst Drama er udspillet paa Marken nærved mig. Larven er fuldstændig ubevægelig, lammet af Gravehvepsens Stik. Hvepsen har under Marschen fat i dens Nakke med sine stærke Kjæber, den sidder overskrævs paa Larven og kravler paa denne Maade med skrævende Ben afsted over Stok og Sten, tumlende over Pinde og Jordklumper og Græsstraa - men i en ganske bestemt Retning hele Tiden. Larven hænger tilsyneladende død som en Sæk.
Hvepsens bevægelige Hoved drejer sig spejdende fra den ene Side til den anden, mens dens vimse, infame Bagkrop, der er orangefarvet med en laksort Ende, svinger op og ned under de sitrende, lange Florvinger i nervøse, arrige Sæt. ...
Den krydsede et Dige paa over 1 m.s Højde og holdt stadig i lige Linje ind over Marken paa den anden Side. Jeg fulgte den omtrent 100 m., uden at den veg en fod ud til Siden.
Saa standsede den pludselig ved et lillebitte, rundt hul i jorden, lidt større i Omfang end den selv. Idet den lod Larven ligge udenfor, satte den selv med et Spring ned gennem Aabningen, men kom straks efter baglænds ud med stor Hast, som om den var blevet forskrækket for noget derinde. Saa fór den atter paa Hovedet derned. Denne Manøvre gentog den mindst tyne gange i Træk. Først saa greb den Larven og trak den med sig ned i Hullet.
Dette Maal har den altsaa gaaet lige løs paa i over 20 Minuter over 100 m. ujævn Mark med højt Græs og et meterhøjt Dige, uden en eneste gang trods mærkelige og ubehagelige Tildragelser at blive bragt ud af sin Bane; end ikke et Øjebliks Vaklen sporede jeg hos den, mens den styrede løs paa sit Hul! -
Nu skal den til at ha' det rart, - Den lægger sine Æg i den paralyserede Larves Krop, dette levende Forraadskammer, som formodentlig har alle sine Sanser i Behold, men blot ikke kan bevæge sig. Thi Hvepsens Yngel skal udklækkes i den levende Larves Krop og deraf sel skafffe sig Næring, naar den engang kommer ud af Æggene - friskt, levende Kød hele tiden.
Et intelligent, storartet og vittigt Paafund! Den eneste, der ikke morer sig sig over det, er fomodentlig Larven. -