"...Paa Vej omkring Søen skal vi springe over en lille Grøft, da der høres en svag Puslen i Græsset, og en Snog bugter sig afsted ud i Søen. Med Hovedet oven Vande som Periskopet paa en Undervandsbaad skyder den raskt afsted.
Inde paa det solvarme Græs ligger der een Snog til. Kroppen skinner kakkelovnssort, og de gule Nakkepletter lyser. Snogen ligger rullet sammen som en Tovende; men pludselig rejser den Hovedet og spiller med sin kløftede Tunge. Den har faaet Øje paa en Frø. Lydløst ringler den sig ud af Hvilestillingen og glider hen mod sit Offer. Man skulle tro, Frøen med sine store, hvælvede Øjne straks maatte opdage den; men Slangens Bevægelser er saa rolige og langsomme, at Frøen sikkert slet ikke evner at opfatte dem. I hvert Fald bliver den siddende ganske ubevægelig.
Nu er Snogen tæt inde paa sit Bytte. Som et Lyn farer Hovedet frem, og kæberne faar Tag i et af bagbenene. Frøen spræller og spjætter for at komme fri. -- men forgæves. Ganske langsomt krænger Snogen Gabet henover Frølaaret. Frøen prøver ikke mere at kæmpe mod den uafvendelige Skæbne; ganske langsomt forsvinder den ind i Gabet paa Snogen. Nu er kun Forkroppen synlig, og med forbenene presset lige fremad langs Siderne af Hovedet, forsvinder Frøen helt. Kun en svag Bule paa Snogens Krop røber, hvor den er.."