Skoven

Skovens planter og plantesamfund

Skoven er en blandet løvskov på næringsrig muldbund. Undergrunden er moræneler; skoven ligger på et smalt, højtliggende moræneplateau, der adskiller Egå- og Århustunneldalene.

Skoven er lysåben med en urterig skovbund.
Skoven har flere plantesamfund; men følgende er mest karakteristiske:

Askeskov med bingelurt, skvalderkål, nælde, vorterod, skovgaltetand og ramsløg; underskov af hassel, røn, spidsløn og ahorn i den mere fugtige, lavere liggende, nordlige del af skoven.
Bøge-, linde- og kastanieskov med underskov af løn, elm og ahorn i den sydlige, højere liggende, mere tørre del af skoven; skovbund med anemone, stinkende storkenæb, græsser og nælde.

Planteoversigt
Træer		Karakteristiske urter
Ask Bøg Park-lind Ahorn (Ær) Spidsløn Hestekastanie	Skov-elm Hassel Hyld Selje-pil Selje-røn Hvidtjørn	Stor nælde Bingelurt Skvalderkål Ramsløg Hulsvøb Vorterod Hvid anemone	Skov-hullæbe Burresnerre Skov-galtetand
Floraliste for skoven
Billedoversigt (skov, træer, urter)

Skovens liv

Efterår - vinter

Løvtræerne stilles overfor flere svære udfordringer i løbet af vinteren - lave temperaturer, ringe lysmængde og - den vigtigste: risiko for udtørring på grund af den frosne jord. Træernes tilpasning til problemerne er at fælde bladene og gå i vinterhvile, når den aftagende lysmængde i efteråret signalerer, at året er ved at være slut.

Foto: Thorkild Steenberg
TSS - 200010#10
Hestekastanier i løvfald. Vestereng Skov; oktober 2000.
Oktober er den egentlige løvfaldsmåned; blæst og let nattefrost løsner bladstilkene og bladene falder til jorden.
I gennemsnit tilføres der skovbunden 360 g blade/m²/år

Løvfald

Hen imod slutningen af vækstsæsonen dannes et særligt lag af nye tyndvæggede celler tværs gennem bladstilkens grund. Laget er kun få celler tykt og kaldes løsningslaget. Processen stimuleres af plantehormoner (abscisin og måske også auxin), som selv kontrolleres af dagslyslængden.
De samme hormoner bevirker at cellerne i løsningslaget frigøres fra hinanden ved at midtlamellen, dvs celluloselaget der holder cellerne sammen, opløses.
Selv en svag vindpåvirkning vil derefter kunne få bladet til at løsnes, eller let nattefrost kan påvirke løsningslaget, således at bladene stille og roligt drysser ned når morgensolen rammer dem.
Bladarret udvikler et fordampningshæmmende lag af korkceller lige under løsningslaget.

Gennemsnitsalder af blade ved løvfald
(Efter Eugen Warming: Dansk Plantevækst - Skovene)

Træ Dage

Tjørn 120-180

Hassel, bøg, seljepil, ælm, hyld, ær 160-170

Røn 150-160

Eg, ask, lind 140-150

Spidsløn 130-140

Efter løvfald står træerne tilbage med knopper.
Knopperne er grundlaget for næste års løvspring, og de bliver allerede anlagt i løbet af sommeren. Knopperne er store, da der kun er kort tid (4 - 6 mdr.) til blomstring og frugtsætning; en mængde organer skal derfor være færdigt forberedte i knopperne.
Stammer og grene og nye skud udvikler et korklag yderst som værn mod fordampning, og knopperne er som regel beklædt med et antal fordampningshæmmende knopskæl ("vinterblade") med korklag på ydersiden, evt harpiks og luftfyldte hår.
Knopudviklingen og forberedelserne til vinterhvilen er kontrolleret af de samme hormoner som ovenfor.

TSS - 200105#08 Hestekastanie

TSS - 200302#04 Ask

Knopper. Vestereng Skov
Stor harpiksholdig knop af hestekastanie og lille knop af ask med de meget karakteristiske sorte knopskæl. Bladar ses tydeligt på begge grene.

Efterårsfarver

I bladet er der fire slags farvestof: klorofyl, carotenoider, tanniner og i visse tilfælde anthocyaniner .
Den grønne bladfarve skyldes klorofyl. Klorofyl absorberer lysenergi og leverer den videre som kemisk energi til fotosyntese; carotenoider er hjælpefarvestoffer som sender lysenergi med lidt andre bølgelængder videre til klorofylet. Begge findes i grønkornene i cellerne.
Tanniner er garvestoffer som findes i cellevæggene og også i cellernes cytoplasma.
Anthocyaniner er farvestoffer knyttet til cellernes vakuoler.
Klorofylet i bladene befinder sig en dynamisk ligevægt mellem opbygnings- og nedbrydningsprocesser. Der skal hele vækstsæsonen igennem tilføres kvælstofforbindelser til bladene, således at denne vedligeholdelse kan finde sted..
Den faldende daglængde og de lavere temperaturer er tegn til at løsningslaget i bladstilken dannes. Udvekslingen af næringsstoffer mellem bladet og resten af planten hæmmes gradvis, og klorofylindholdet i bladet kan ikke mere løbende fornyes.
Desuden medvirker hormonerne til at kvælstofforbindelser og fosfat fjernes fra bladene og opmagasineres i stammer og grene. Når klorofylindholdet i bladet falder, kommer de ellers skjulte carotenoider frem og giver bladene gule eller gyldne farver.
I visse planter er der en stor produktion af anthocyanidiner. Når forbindelsen til resten af planten blokeres, ophobes sukker i bladet. Derved fremmes dannelsen af glucosider af anthocyanidinerne: de bliver til anthocyaniner - røde farvestoffer.
Bladene får røde eller orange farver. Dannelsen er også lysafhængig så de kraftigste farver kommer når klart solskin efterfølges af kølige nætter.
Hvis både klorofyl og det meste carotenoid i bladet er forsvundet træder garvestoffernes brune farve frem. Bøgeblades gulbrune farve er en blanding af tannin- og carotenoidfarver.
Ikke alle træer flytter de værdifulde og genanvendelige næringsstoffer væk fra bladet. Træer der vokser på særlig næringsrig jord: fx ask; eller træer der lever i symbiose med kvælstofbindende bakterier: fx æl - behøver ikke at spare på næringsstofferne. Derfor er aske- og ælleblade stadig grønne ved løvfald.

TSS - 200110#01
Bøg. Vestereng Skov; oktober 2001.
Unge planter og nye lavtsiddende skud på ældre stammer beholder ofte de visne blade om vinteren.
Bøgens brune efterårsfarve er en blanding af brune garvestoffer og gule eller orange carotenoider

Spidsløn. Vestereng Skov; oktober 1998
Træ med gule/orange carotenoid farver

TSS - 199810#23

Vår

TSS - 200302#09. Bøgestamme i februarlys

TSS - 200303#05. Hassel i blomst

Forvår

Medens alt andet venter, blomster hasselen. Bemærk den ganske lille hunblomst øverst, hvor kun støvfanget stikker ud af knoppen.

Forvår: Marts - april

Hasselen blomstrer som det allerførste forårstegn; men snart fulgt af eg, bøg og birk. Alle fire er afhængige af vindbestøvning og blomstrer før løvspring.
Skovbundsplanterne viser sig i løbet af april. Mange af dem skyder frem gennem jorden med krogbøjede stængelender: de "albuer" sig frem gennem jorden ved hjælp af ældre, fastere dele (fx anemone), så de nye skuddele ikke beskadiges.

Midvår: April - maj

Vårblomsternes tid.
Vorterod blomstrer fra sidst i april til midt i maj indtil løvspringet er fuldendt og træernes skygge bliver for stærk. Vorterod følges af bingelurt, anemone, ramsløg og guldstjerne.
Alle forårsplanterne har forrådsorganer i form af knold eller løg eller jordstængel, således at de hurtigt kan sætte skud. Der er et betydningsfuldt samarbejde mellem forårsplanterne og træerne i skoven om at gøre næringsstofkredsløb så lukkede som muligt (se nedenfor). Mange har gule blomster med nektar eller pollen for at kunne tiltrække insekter; men bestøvningen svigter ofte fordi insekterne ikke er så tidligt fremme, således at planterne må ty til ukønnet formering - fx yngleknopper i bladhjørnerne hos vorterod.

TSS - 199904#02. Anemonetæppe. Lisbjerg Skov; april 1999

TSS - 200204#09. Bingelurt og ramsløg. Vestereng Skov; april 2002

Fuldvår: Maj - juni

Skovtræernes udspringstid.
Skovbunden er stadig dækket af hvid anemone, skvalderkål, ramsløg og bingelurt; men fra sidst i maj stiger skyggevirkningen fra træerne, og vorterod og anemone visner. Planterne går i "sommersøvn" et par måneder indtil næste års knopper udvikles i en fornyet efterårsvækstperiode.
Træernes knopper bryder. De sammenfoldede løvblade, endnu beskyttede af knopskæl og med bladribberne udadvendt folder sig ud.

TSS - 200302#03 Ahornknop på spring i februar

TSS - 199904#05 Ahornknop i udspring i april

Kvælstofomsætning i skoven

Løvskovene rummer 4-5 t N/ha. 10 % af kvælstoffet findes i vegetation, resten findes i jorden i form af organisk bundet kvælstof og kun en ringe mængde er fri uorganisk kvælstof (ammonium eller nitrat). Ammonium omdannes af nitrificerende bakterier til nitrat.
I de almindeligt forekommende skovtyper (normalt let sure skovjorder) er der for lidt ammonium til at nitrificerende bakterier udvikler sig i større omfang; det betyder at træerne her er henvist til at optage ammonium eller udnytte mykorrhiza (ask og ahorn har endomykorrhiza; alle andre skovtræer har exomykorrhiza).
På mørk og frodig muldbund på fugtig bund med ask og æl er pH neutral og stofomsætning meget hurtig (½ år). Her er der nitratbakterier.
Sådan en skovbund favoriserer de såkaldte nitratplanter: nælde, skvalderkål, bingelurt, skovgaltetand, burresnerre, kørvel, ramsløg.
Planterne er i stand til at optage og deponere store mængder nitrat. At planterne optager mere nitrat end de skal bruge i proteinsyntesen og blot deponerer resten, tyder på at det nok snarere er den højere mængde tilgængelig fosfat i disse skovjorder, som planterne er ude efter .

Samarbejde mellem træer og forårsplanter

Når kvælstof er en begrænset ressource gælder det om at udvikle mekanismer der kan holde på kvælstoffet og gøre kvælstofkredsløbet så lukket, som muligt.

Kåre Fog: Grundbog i økologi; Nucleus

Løvfaldet om efteråret tilfører organisk bundet kvælstof (farveskift er tegn på kvælstoffjernelse fra bladene - ask fælder bladene grønne), som skal frigives gennem nedbrydernes virksomhed. Nedbrydernes aktivitet hæmmes dog hurtigt af den faldende jordtemperatur og nedbrydningen går næsten i stå vinteren over.
Når varmen kommer igen, i forårsmånederne, kommer der gang i nedbrydningen og skovbunden tilføres store mængder ammonium i løbet af kort tid. Hvis der er nitrificerende bakterier vil der foregå en vis nitrifikation, og dermed er der fare for udvaskning da trærødderne slet ikke er aktive endnu.
Forårsurterne (anemone, ramsløg, vorterod, etc) har alle forrådsorganer i form af løg, knold eller jordstængel. De kan hurtigt sætte skud og rødder og udnytte det tilgængelige kvælstof og forhindre udvaskning.
Et par måneder efter når lyset på skovbunden er for ringe til planternes behov visner bladene og nedbryderne kan nu atter frigive kvælstof til jorden.
Denne gang er træerne i fuld vækst og kvælstoffet optages lige så snart det frigives.
Begge typer planter indgår i et gensidigt afhængighedsforhold.

Sommer

Lys er i sommerperioden, når hele løvhanget er foldet ud, den absolut vigtigste faktor for træerne og for urterne på skovbunden.
Lyset er langt svagere inde i skoven end samtidigt på fri mark.
Årsagen er at lyset må gå gennem trækronerne, hvor bladene absorberer, reflekterer og spreder lyset; jo tættere bladene er stillede, jo større og tykkere de er, des mindre lys vil der kunne trænge ind i kronernes indre og ned i skovbunden. Bladene fjerner gennemsnitligt 70-95% af lyset når der er udviklet maksimal bladmasse.
Lyset inde i trækronerne er ikke længere direkte lys; men spredt lys som fordeles lodret ned til de nederste blade og skovbundsplanterne.
Bladpladernes flader må stilles vinkelret mod det stærkeste spredte lys, men samtidig skygge så lidt som muligt for hverandre. Målet er at danne så store assimilationsflader(dvs fotosyntetiserende) som muligt.
Skovtræerne fordeler sig i grupper efter deres krav til lys, deres skyggegivning og evne til at tåle skygge: Lystræer i modsætning til Skyggetræer

Trægrupper inddelt efter lyskrav (efter Boysen Jensen, 1910) Skyggevirkning %

Bøgegruppen: bøg, ær, elm, hestekastanie skyggetålende - kraftig bladmosaik 92-98

Askegruppen: ask, eg noget skyggetålende, ringe skyggegivning 80-90

Elle gruppen: el, birk helt lysåbne, tåler ikke skygge 60-70

De typiske skyggetræer - bøg, ahorn, lind og hestekastanie - udnytter lyset maksimalt ved at arrangere bladene i mosaik.

Bøgeblade danner mosaik ved at bladene på skuddene sidder i parallele rækker (Oxlade: Journal of Biological Education; 1998 )
Ahornblade danner mosaik ved at bladpladerne er af forskellig størrelse og bladstilkene ulige lange (Oxlade: Journal of Biological Education; 1998 )

Bøg, lind og elm: Spredte blade. Bladene danner vandret mosaik.
Bøgegrene har blade og sideskud siddende i samme plan men forskudt i forhold til hinanden. Bøgen veksler mellem normale langskud - med mange blade og lange led - og langsomt voksende kortskud med få blade og korte led. Bladene på hele skuddet danner en samlet mosaik.

Ahorn og hestekastanie: Modsatte blade. Lodret mosaik.
Blade i samme par er lige store og med lige lange bladstilke, men de forskellige kranse har forskellig størrelse af bladpladen og længde af stilken, således at ingen kommer i skygge af højere stående blade.

Ask, eg: Ingen bladmosaik. Alle sammen lystræer som lader en stor del af dagslyset slippe ned til skovbunden. Sammensatte blade lader generelt mere lys slippe igennem end hele og delte blade (ask, hyld, alm. røn).